Foreningen Simba

Simbas historie

Tilbage i september 2014 gik en forhutlet og ensom hankat rundt, han fandt sig en dør, hvor han håbede, at der boede et venligt menneske bag.
Heldet var med ham, han begyndte at få mad, og med hjælp fra en af naboerne, blev han fremlyst. Mange mennesker faldt for hankatten, og slog sig derfor sammen for at hjælpe ham til et bedre liv.
Foreningens nuværende bestyrelsesformand Rikke S. Jensen, stiftede derfor facebook gruppen ”Simba – På vej til nyt hjem”. Hankatten blev af et af de øvrige medlemmer døbt Simba.
I Simba gruppen fik vi samlet de midler sammen, så Simba kunne få den rette hjælp. Det blev arrangeret, at Simba kom til dyrlæge, hvor han blev vaccineret og behandlet mod massivt øremide-angreb.
Desværre viste det sig, at Simba havde tre dårlige tænder, som derfor skulle hives ud. I forbindelse med klargøring til operation, som også indebar kastration, fik Simba taget blodprøver grundet hans forhutlede tilstand. Blodprøverne viste en nedslående nyhed, nemlig at Simba havde katteAIDS, og han fik derfor vinger, så han kunne flyve frit.
Endelig fik Simba fred for alle hans lidelser, men han satte dybe spor i hjertet på hver enkelt medlem.
”Simba – På vej til nyt hjem” fortsatte derfor i Simbas minde som “Foreningen Simba – Hjælp til herreløse katte”, og der er siden blevet hjulpet mange herreløse katte, som er kommet ud i nye kærlige hjem. Ingen tvivl om at Simba, klapper i sine smukke kattepoter, når han ser, hvad han er skyld i, for uden ham var vi aldrig kommet hertil.